Intact Denmark betragter ufrivillig kønskirurgi på personer, der ikke har givet kompetent samtykke for kønslemlæstelse.
Intact Denmark ønsker at stoppe omskæring og anden kønskirurgi på raske børn under 18 år. Vores fokus er Danmark først, men vi vil også gerne gøre en indsats for at beskytte hele verdens børn mod omskæring og andre former for kønskirurgi. Arbejdet for at stoppe kønskirurgi på raske børn foregår blandt andet ved at forsøge at oplyse befolkning og lovgivere, således at lovgivningen bliver ændret til også at beskytte alle børn i Danmark under 18 år mod omskæring og andre former for kønskirurgi, uanset om indgrebene foretages i Danmark eller i udlandet, præcis ligesom piger beskyttes i store dele af verden i dag.
Vi forstår, at det er en stor proces for familier fra omskæringskulturer at omstille sig til andre ritualer, derfor finder vi det også vigtigt at informere og favne de familier, der befinder sig i den proces. Vores udgangspunkt er, at forældre vil deres børn det bedste. Endelig er et meget vigtigt fokusområde at støtte de mennesker, der lever med konsekvenserne af omskæring eller anden kønskirurgi helt tæt inde på livet. Der kan være både følelsesmæssige og fysiske følger at tage hånd om, og det vil foreningen have et stærkt fokus på.
Sammen skal vi skabe verdenshistorie – et barn ad gangen.
Intact Danmark er en selvstændig forening, der gerne samarbejder bredt med partier og organisationer i ind- og udland.
Vi har valgt at kalde foreningen Intact Denmark, fordi vi mener, alle børn har ret til beskyttelse mod fysisk skade og ret til selv at bestemme over deres raske kønsorganer – altså en beskyttelse af den grundlæggende ret til den intakte krop.
Vi er “intaktivister”, fordi vi arbejder aktivt for børns ret til intakte kønsorganer. Vi samarbejder med børne- og sundhedsfaglige organisationer og med andre intaktivistgrupper i udlandet. Vores opgave et blandt andet at rejse en engageret, men sober debat om børneomskæring i befolkningen og blandt vores politikere, en debat vi vil holde i live, indtil alle børn er ligestillede i forhold til omskæring og anden kønskirurgi.
Børnerettigheder
I Danmark roser vi os af vores omsorg for børn, og vi har for længst afskaffet forældres og læreres ret til at bruge vold i opdragelsen. Vi beskytter vores børn mod fysisk skade og smertefulde indgreb, der ikke tjener noget helbredsformål f.eks. er tatovering af børn ikke tilladt. Omskæring og andre former for ikke-terapeutisk kønskirurgi* indebærer fysisk skade på børns kønsorganer, men her gælder der ikke samme beskyttelse. Vi har en lov, der beskytter piger mod omskæring, mens drengene og de interkønnede* børn er stadig ladt i stikken. Det er ikke fair, og det er forskelsbehandling.
Vi har også en tradition i Danmark for at stimulere børns selvstændighed. Vi lægger vægt på at lytte til børn og så vidt muligt inddage dem i beslutninger, der har betydning for deres liv. Vi støtter dem i deres opvækst, men respekterer deres ret til en åben fremtid. Bare ikke når det gælder visse børns ret til kropslig selvbestemmelse. Omskæring og andre former for ikke-terapeutisk kønskirurgi foretages på børn, der ikke fejler noget, men kan aldrig gøres om. Det er for livet, men påtvinges selv helt små drenge og interkønnede børn, før de får en chance for selv at danne en uafhængig mening om deres kroppe, værdier, religiøse overbevisninger og sexliv.
* Ikke-terapeutisk kirurgi betyder operationer uden medicinsk årsag
* Interkøn er personer med kønsorganer og kønskarateristiske, der ikke entydigt er relateret til ét køn. Interkønnethed kaldes også hermafroditisme. Interkønnethed er ikke en kønsidentitet, men en beskrivelse af anatomiske, hormonelle og kromosonelle forhold.
Religiøse traditioner
I Danmark foretages langt de fleste omskæringer af religiøse årsager. Forældre og trossamfund forsvarer omskæring med, at det er en religiøs tradition, og at et forbud mod drengeomskæring vil være en krænkelse af deres religionsfrihed. Men omskæring er en radikal og permanent markering af religiøst tilhørsforhold. Det er et mærke, der ikke kan fjernes, selv om børnene vokser op og træffer selvstændige valg om religion, der afviger fra deres forældre.
Lovgivningen
Danmark ratificerede i 1991 FN’s Konvention om barnets rettigheder (”Børnekonventionen”), i den står der i artikel 24 stk. 3:
“Deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed.”
Omskæring indebærer fysisk skade på raske kønsorganer og er dermed skadelig for børns sundhed. Som alle operative indgreb er omskæring derudover forbundet med risiko for komplikationer og negative følgevirkninger.
Lad os beskytte alle børn mod unødvendige operationer.
INTACT DENMARK
CVR 35 57 41 23